Influencer Marketing: Sådan kommer du i gang

 Fire måder at arbejde med influencers.

Hvad er influencers?

Du har sikkert hørt om influencer marketing: Kort fortalt er det når du får en person, kendt eller ej, til at anbefale dine produkter, oftest på de sociale medier. Særligt Youtube og Instagram er populære platforme for influencers. Dertil kommer diverse bloggernetværk.

Har influencers ikke bare en masse købte likes?

For ikke så længe siden har der været udmeldinger fra Instagram om, at de vil til at bekæmpe falske profiler og købte følgere, som ellers har gjort det svært at skelne de gode influencers fra de dårlige. 

Fakta: Købte følgere er ikke det samme som følgere, der er kommet til gennem annoncering på Instagram. Købte følgere er falske profiler oprettet automatisk, og som ved hjælp af en ekstern udbyder sættes til at følge din profil. Der sidder altså ikke ægte mennesker med interesse for den pågældende Instagramprofil, og de kan derfor ikke føre til salg af dine produkter, hvis der reklameres for dem på profilen.

Det betyder at Facebook, der ejer Instagram, gerne vil bibeholde netværkets troværdighed – Og det er godt for dig, der gerne vil gøre brug af influencers.

Hvorfor er det en god ide at bruge influencers?

Hvem er mest troværdig?

Vi er enige: Det er dig der kender dit produkt, som du nøje har udvalgt eller udviklet. Du burde være den mest pålidelige kilde til oplysninger om produktet… Men alligevel anses du ikke som troværdig, for du har også et stort rødt skilt i panden, hvor der står “sælger”.

Det er derfor dine kunder gerne vil se anmeldelser, og det er derfor de stoler på influencers.

Influencers er nemme at identificere sig med for den potentielle køber. De opfattes som troværdige og mere objektive, fordi de jo er brugere som dig og mig. 

I virkeligheden er Influencers jo ikke mere objektive end dig selv, for de skal også tjene penge på deres egen influencervirksomhed. Som influencer er opretholdelsen af troværdighed blandt følgerne altså altafgørende.

Sådan vælger du dine influencers

Valg af platform

Du skal vælge influencers, der begår sig på platforme, hvor din målgruppe også er tilstede. Har du en ung målgruppe, er Youtube den hellige Graal – og en god video om dit produkt er guld værd. Instagram besøges af alle aldre, men du får ikke i samme grad en uddybning af produktets kvaliteter, da det er et primært visuelt medie. 

Vær omhyggelig, når du tjekker influencerens troværdighed

  • Er der ægte interaktioner på platformen (tjek kommentarerne: Er de relateret til det viste eller er det standardkommentarer (e.g. “cool pic 😎”)?
  • Er der mange sponsorater og samarbejder? En troværdig influencer er selektiv omkring sine samarbejder, og anmelder ikke hvad som helst. Det kan godt blive lidt sværere for dig at opnå et samarbejde, men svært er godt i dette tilfælde.
  • Har influenceren relevans for dit produkt? Hvis du sælger søm og skruer er en kageblog nok ikke den rigtige platform… Og det bliver særligt suspekt, hvis influenceren accepterer sådan et samarbejde (jf. ovenstående).

Mikro- eller makroinfluencers?

Før i tiden var antallet af følgere altafgørende. Man vil jo gerne ud til så mange som muligt, ikke? Historierne om falske følgere og køb af likes har dog tilskyndet mange markedsføringseksperter til at fokusere på kvalitet over kvantitet.

Det har ført til en ny trend, der hedder mikroinfluencers. Mikroinfluencers har ikke nødvendigvis hundrede tusinde følgere fra hele verden. De har måske 500-1.000 følgere, men til gengæld er der en høj grad af engagement i deres community. Følgerne har større tiltro til en mikroinfluencer, fordi det virker mere autentisk. Det er  bedre, hvis 50 ud af 500 rent faktisk konverterer, end hvis det er 50 ud af 50.000, ikke sandt?

Til gengæld har influencers med mange følgere rockstjernestatus blandt den yngre målgruppe, og et samarbejde med en kendt Youtuber kan give rigtig meget brandværdi.

Du må med andre ord gribe fat i den målgruppeanalyse du lavede i starten af din markedsføringsplan, og undersøge hvad der virker for din målgruppe. 

Sponsorater, affiliate, samarbejde eller feature?

Der er forskellige måder at arbejde med influencers på. Du kan vælge en metode eller kombinere flere af dem, igen afhængigt af produkt og målgruppe.

  • Sponsorater: Ganske enkelt – En influencer anbefaler dit produkt mod at få lov til at beholde det eller prøve det af i en periode.
  • Affiliate: Kræver opsætning af affiliate links. En influencer linker til dit produkt, og modtager en fast procentdel af produktets pris. Man aftaler i forvejen, ud fra kampagnens formål, om der skal betales pr. Klik eller pr. konvertering.
  • Samarbejde: Du betaler måske ikke influenceren noget, men giver mulighed for at denne kan øge sin egen synlighed. Det kan være ved at organisere en giveaway eller tilbyde en eksklusiv rabatkode til dit produkt, som kun udgives på influencerens platform.
  • Features er også en form for samarbejde: Du tilbyder at dele indhold fra dine brugere, hvor dit produkt indgår, og øger således synlighed for den pågældende profil, samtidig med at du viser dine potentielle kunder, hvordan andre bruger dit produkt.

Hvordan går man i gang med influencer marketing?

Der findes platforme for affiliate marketing, der giver mulighed for at finde influencers. Ofte koster det noget for brandet, mens det er gratis for influencere.

Du kan også selv opsøge influencers, der er ofte rigeligt med kontaktmuligheder på deres platforme… Husk bare at overholde markedsføringsloven: Du må ikke henvende dig til en privatperson med henblik på at sælge til dem! Dit ærinde skal klart være et muligt samarbejde.

Endelig kan du holde et influencer event, hvor du inviterer diverse influencers til at komme og opleve dine produkter. Det er den perfekte lejlighed til at skabe god stemning og få nogle gode samarbejder på plads. 

Fakta: Markedsføring via influencers SKAL mærkes tydeligt som sponsoreret indhold. Det er vildledning af forbrugeren at forsøge at få samarbejdet til at ligne en uvildig anbefaling. Det gælder både i blogs, vlogs, sociale medier (inkl. Facebookgrupper) og online fora. Der må ikke stå “reklame” som en fodnote eller med bittesmåt. Som hovedregel skal angivelsen stå først eller siges først i videoen. Det gælder også, selvom der ikke er penge involveret.

Skal du i gang med influencer marketing?

Valget er nemt, når først du har svaret på to spørgsmål:

Passer det til målgruppen?

Ikke alle motiveres af at gøre som alle andre. Nogle vil gerne selv have “opdaget” produktet. Du kan læse mere om købsmotivation her.

Tilføjer det brandværdi eller udvander det dit budskab?

Passer influencer marketing med din virksomheds grundværdier, eller fortynder det budskabet?

Hvis du er i tvivl, så lad os tage en snak om din markedsføring. Send mig en mail på anna@annaonline.dk.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.