Om branding og brugen af sanserne i Søstrene Grene

Marketing hos Søstrene Grene

Om marketing og mødet med Søstrene Grene

Søstrene Grene er en af de virksomheder, jeg oftest citerer, når jeg snakker om effektiv branding. Derfor kan du forestille dig, hvor glad jeg blev, da Magistrenes Kommunikationsnetværk inviterede til Gå-hjem-møde med selveste Mads Jensen, som er chef for kommunikation og marketing hos netop Søstrene Grene!

Jeg har altid elsket deres butikker, lige fra de handlede om sjove dingenoter og gadgets til nu, hvor de forhandler mere eksklusivt boliginteriør og er DIY-folkets mekka!

Jeg vil nok komme til at citere mange af de fantastiske guldkorn, Mads Jensen serverede for os i kommende blogindlæg, for jeg er ikke blevet mindre imponeret og inspireret efter at have hørt ham tale!

I sansernes vold – Også online!

I dag skal det dog kun handle om et enkelt aspekt af oplægget, som jeg selv har arbejdet meget med – Både i min forudgående karriere som skuespiller og i de undersøgelser, jeg gennemførte på min kandidatuddannelse.

Mads Jensen fortalte om, hvordan de arbejder med de sensoriske aspekter af købsoplevelsen. Hvis du nogensinde har været i en Søstrene Grene-butik, ved du, hvad jeg snakker om:

  • Synet: Væggene er sorte og i skarp kontrast hertil er varerne fuldt oplyst. Der er ting overalt, og blikket bevæger sig op og ned. Samtidig forhindrer den labyrintagtige indretning, at man ser hvad der gemmer sig længere henne. Køber man nu? Eller venter man, til man finder noget bedre? Det hele er en del af oplevelsen.
  • Hørelsen: Samtlige Søstrene Grene butikker i verden spiller den samme musik. Det er velkendte men gedigne klassiske numre, i arrangementer der er helt ukontroversielle. De er blevet så meget indbegrebet af Søstrene Grene, at jeg tænker på butikkerne hver gang jeg hører dem andre steder.
  • Følesansen: Varerne er lige i øjenhøjde, men de ligger og “roder” lidt i kasser, så man ikke føler sig afskrækket fra at tage dem op og holde dem i hånden. Man ved, hvad man får – Også kvalitetsmæssigt.
  • Lugt og smag er der også sørget for: I visse butikker er der en café, og alle sælger de te i løsvægt, krydderier, slik, mv. Alt dette, sammenholdt med trækasserne, giver et karakteristisk, omend diskret, duftbillede.

Og hvad har det med online kommunikation at gøre? Jo, mine studier viser, at selv højsensoriske oplevelser kan reproduceres online. Dette sammenfalder med utallige studier af online adfærd.

Religion på Facebook

I mine undersøgelser handlede det selvfølgelig om religiøse oplevelser:

I det sydlige Frankrig ligger Saintes-Maries-de-la-Mer. Hvert år i Maj flokkes romabefolkningen fra hele Europa til den lille havneby for at tilbede deres skytshelgeninde: Sara. Saras statue bliver transporteret i procession gennem byen og badet i Middelhavet sammen med alle deltagerne, hvorefter hun bliver båret tilbage til den mørke krypt under byens kirke.

Der er tale om en oplevelse med fuld drøn på alle sanser. Alligevel kan de følelser, romaerne har for deres helgeninde kanaliseres gennem Facebook.

Hvad har det med din virksomhed at gøre?

Hvis jeg skulle komme med et råd til Mads Jensen og marketingafdelingen ved Søstrene Grene, ville det være dette: Prøv at overføre endnu mere af den sensoriske oplevelse fra butikkerne til jeres online univers. Det er den bedste garant for at skabe engagement.

Det samme siger jeg til dig: Uanset om du har en tøjbutik, en restaurant eller en cykelforretning, er der nogle sensoriske aspekter ved at besøge din virksomhed. Du har måske endda gjort et stort nummer ud af at indrette din butik, så den passer til dit brand, og kunden får en god oplevelse.

Det samme gør sig gældende for din hjemmeside, din Facebookside, din Instagramprofil… You name it. Prøv at kigge på, hvad der er specielt ved din virksomhed, og sørg for, at din online tilstedeværelse afspejler de forskellige aspekter.

Et Instagramgalleri kan sagtens føles varmt gennem farverne. En Facebookside kan udstråle energi og glæde gennem brugen af video, glade ansigter og en høj svarrate giver følelsen af personlig tilstedeværelse….

Sanserne har altid spillet en stor rolle i marketing, og det vil de blive ved med… Også online!

Skal jeg hjælpe dig med at overføre dit sensoriske brand til din online tilstedeværelse? Kontakt mig her: 

april 28, 2017

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *